Rakkerne i Bjørnemosen

-Spor af en minioritetsgruppes usle liv i mosen

Rakkerhuset i Bjørnemosen
I 2001 tog Skjern-Egvad Museum det rekonstruerede rakkerhus, Bjørnemosehuset, i brug. Huset er genopført på soklen af et gammelt enlænget hus, der rummede både en lille bolig og en stald til et par geder. Rekonstruktionen blev baseret på dels en historisk undersøgelse, der gjorde det muligt at indkredse husets personhistorie og indretning, dels en arkæologisk udgravning af hustomten, der har gjort det muligt at rekonstruere husets grundplan.

Ved udgravningen blev der fundet genstande fra de tidligere beboere, bl.a. rester af køkkenudstyr, værktøj, dør- og vinduesbeslag samt rester af mørtel og vinduesrammer med farvespor, der kunne bruges til rekonstruktion af farverne i huset.

Hvornår det oprindelige Bjørnemosehus er opført, vides ikke med sikkerhed. Sandsynligvis er det sket i begyndelsen af 1800-tallet, da en stærk befolkningstilvækst pressede samfundets laveste ud i små huse på randen af heder og moser. Her håbede de nye hedehusmandsfamilier at kunne opdyrke jord nok til at overleve. Placeringen af et hus i Bjørnemosen passer ind i et sådant forløb.

I 1820erne hører man første gang om beboere i huset i Bjørnemosen. I 1861 blev det stærkt forfaldne hus brudt ned og erstattet med et nyt fælleshus, beregnet til 2 familier. De sidste beboere i huset var Mette Mus og Niels Kvembjerg, der flyttede ind omkring 1898 og boede her indtil 1932, hvor de kom på plejehjem i Skjern. Mette Mus og Niels Kvembjerg er blevet kaldt Jyllands sidste rakkere.

I området omkring den gamle landevej gennem Dejbjerg lå tidligere mange af den slags små rakkerhuse eller kommunehuse. I dag er hovedparten af husene enten fjernede eller stærkt ombyggede. I plantagen bag Bjørnemosehuset kan man ligeledes stadig finde tomter af adskillige mere primitive rakkerhuler, markeret ved lave volde og diger, bl.a. en rakkertomt med bevarede rester af både kålgårdsdige og brød. En afmærket sti fører fra Bjørnemosehuset ind til disse steder.

De vestjyske rakkere
Rakkerne var en udstødt gruppe, som blev betragtet som urene på grund af deres arbejde.
Tilbage i 1600-tallet ernærede de sig bl.a. som medhjælpere for bøddelen, men udførte også andre former for urent arbejde, såsom tømning af lokummer, flåning af selvdøde dyr, begravelse af selvmordere og forbrydere samt kastrering af husdyr. Det "urene" arbejde isolerede rakkerne fra den øvrige befolkning. På gårdene var det f.eks. almindeligt, at man havde specielle rakkerglas, som man lod rakkerne drikke brændevin af, og i kirken kunne der være særlige stole til rakkerne.

I 1800-tallet blev rakkerne mere og mere et socialt problem. Dels synes deres antal at have været stigende, dels mistede de deres eksistensgrundlag, ved at bønderne selv begyndte at udføre nogle af de "urene" arbejdsopgaver. Rakkerne begyndte derfor at vandre omkring og tilbyde blikkenslager- og glarmesterarbejde, samtidig med at de tiggede, hvor de kunne komme af sted med det. Myndighederne holdt dog et vågent øje med dem, og herredsfogederne iværksatte fra tid til anden regulære klapjagter på rakkerne.

Med overgangen til 1900-tallet var der ikke mange rakkere tilbage. Mette Mus og Niels Kvembjerg var de sidste.

Sources: H.P. Hansen: Natmandsfolk og Kjæltringe, 1920. Kim Clausen: Rakkerhuset i Bjørnemosen, 1994.

Photo:Arkivfoto ©Skjern-Egvad Museum
Photo:Skjern-Egvad Museum ©Skjern-Egvad Museum
EU logoGeocacningoInterreg 4B