Ørre Kirke med landsby

Ørre Kirke er et af de bedste eksempler på hedesognenes beskedne kirker. Ørre sogn har op gennem historien været tyndt befolket og fattigt. I slutningen af 1800-tallet havde sognet dog sin største udvikling. Mange forretninger og håndværksteder betjente det voksende hedebrug. De folkelige bevægelser prægede ligeledes sognet.

Ørre Kirke menes at være fra omkring 1250. Kirken har ikke noget tårn, men på skibets vestgavl hænger en klokkegalge med en klokke fra slutningen af 1400-tallet. Den romanske kirke er lille og uanseelig, men netop dette gør den til et godt eksempel på de tyndt befolkede hedesognes små, kullede kirker, det vil sige kirker uden tårn. På Herning Museum opbevares en jernbeslået dør af egetræ fra kirken.

Som et minde om afholdssagens store epoke omkring 1900 er der på Ørre kirkegård sat en mindesten over "Danmarks afholdsapostel", Ole Nielsen Nygaard, død 1901. Mindestenen er forsynet med en bronzemedaillon af Ole Nygaard.

Den gamle skolebygning nord for kirken opførtes i 1872 og benyttes i dag som meninghedshus. Skolen blev nedlagt i 1965, da man byggede ny centralskole, som for længst er nedlagt og indrettet til Ørre Naturskole. Mellem skolen og Ørre Forsamlingshus er i et hjørne af haven til Ørrehus sat en mindesten over lærer Iver Holmgaard, der var lærer i Ørre i 44 år fra 1869-1913. Holmgaard var grundtvigianer og fortaler for afholdsbevægelsen, og fik ved sit engagerede virke stor betydning for Ørres befolkning. På hans initiativ opførtes i 1889 Ørre Forsamlingshus som det første på Herning-egnen. Fra kirken fører en kirkesti over Herningsholm Å til Kragsnapvej og tæt ved kirken er der lavet en lille bro af kløvede kampesten, som oprindelig kommer fra en nedlagt bro over Green Bæk.

Ørre by havde sin største udvikling i årene omkring 1900, men da landsdelens nye færdselsveje gik i andre retninger, hovedvejen over Sinding og jernbanen over Vildbjerg, gik udviklingen i Ørre snart i stå. I dag er de oprindelige butikker og håndværksteder alle nedlagte, og landsbyens gårde er ikke længere i drift. Ørre by indgår som en væsentlig del af Sinding-Ørre Naturpark. Herom er der en stor informationstavle ved kirken.

Sources: Guide til oplevelser i Ringkøbing Amt. Udgivet af Museumsrådet i Rinkøbing Amt 1993.
Poulsen, Søren Toftgaard: 5 oplevelsesrige ture i det midtjyske landskab. 1991. s. 64-65.

Photo:Søren Toftgaard Poulsen 2006 ©Søren Toftgaard Poulsen
Photo:Søren Toftgaard Poulsen 2006 ©Søren Toftgaard Poulsen
Photo:Søren Toftgaard Poulsen 2006 ©Søren Toftgaard Poulsen
Photo:Søren Toftgaard Poulsen 2006 ©Søren Toftgaard Poulsen
EU logoGeocacningoInterreg 4B